Skorstensfejerne bevarer skikkene
Behøvling, sømbid og lignende skikke var en temmelig barsk affære, nærmest en art tortur, men en vigtig del af den officielle ceremoni i laugets hus. Det var i virkeligheden disse optagelsesskikke, der gjorde lærlingen til svend og zünftig gesell og ikke svendebrevet. En ubehøvlet svend eller en, der ikke havde gennemgået sit laugs optagelsesskikke, kunne ikke få arbejde hos nogen mester hverken i ind- eller udland. Og det var som allerede omtalt netop det, der var problemet for skorstensfejerne, og det der var årsag til, at de kæmpede så hårdt for at blive et rigtigt laug med zünftige optagelsesskikke.
Skorstensfejerfaget har som det eneste fag i Danmark bevaret de zünftige svendeindvielser, idet de dog er forenklede en smule, og man er gået bort fra fysisk overlast. Skorstensfejernes oldermand holder stadig tale for åben laugslade, og han belærer og formaner svendene. Endelig udleveres svendebrevet både på dansk og tysk, skorstensfejernes gamle modersmål, og svendene drikkes ind i lauget, selv om det ikke længere sker i den fælles velkomstpokal.
Garanti for hjælp
Zünften var også en garanti for hjælp på vandringer. Man meldte sig hos oldgesellen, det vil sige den ældste svend, i den nye by, og han forvissede sig da om, at den pågældende var zünftig ved at prøve, om han kendte fagets hemmelige koder. Herefter kunne vandregesellen få arbejde, kost og logi med det samme, eller, hvis der ikke var arbejde, fik han en slags understøttelse, så han kunne klare sig videre til næste by. Zünften var international, ihvertfald i hele Norden og de tysksprogede lande.
I det hele taget var understøttelse og hjælp af enhver art en vigtig del af laugets og zünftens opgaver. Det var derfor især svendene, som var zünftige; når man først var blevet mester, havde det knap så stor en betydning. Blandt svendene levede en mængde zünftige traditioner. Efter lærlingetidens trældom fra fem morgen til otte aften seks år i træk var håndværkssvenden en fri mand. Når lærlingen blev svend, fik han en symbolsk ørefigen af sin læremester med ordene: »Det skal du i dag tåle af mig, men siden aldrig mere af nogen.« Han havde nu ret til at føle sig som medlem af en udvalgt klasse og skulle kun stå lauget til regnskab.
Svendelauget
Svendene havde ofte deres egne sammenslutninger, svendelaug. Det skyldes ikke, at der var et modsætningsforhold mellem mestre og svende, som det kendes fra senere tiders arbejdsgiver/arbejdstager forhold, men at svendene havde andre krav til selskabelighed. En mængde sang- og drikketraditioner udviklede sig blandt svendene. Det kom sig af, at svendene i reglen var ugifte, indtil de selv blev mestre. Dette forhold ændrede sig dog en del i løbet af 1800-årene, især inden for de fag, hvor der blev uddannet langt flere svende, end der var embeder til. Den 11. februar 1898 blev Skorstensfejersvendenes Fagforbund dannet, og det videreførte svendelaugets sociale funktioner, men også en del af de gamle traditioner, som alle i faget sætter pris på.
Hovedstaden, provinsen og uddannelsen
Indtil slutningen af 1800-tallet var skorstensfejerfaget udelukkende hjemmehørende i København. Men herefter begyndte hovedstaden at eksportere fejere til de større provinsbyer. 1917 tog man skridt til oprettelse af en teoretisk og teknisk uddannelse af skorstensfejerlærlinge på Teknologisk Institut i København. Skorstensfejerskolen flyttede siden til Sønderborg og i 1974 til Tønder.
De større krav til uddannelse hænger sammen med de øgede arbejdsopgaver. Fra 1926, hvor en ny brandpolitilov trådte i kraft, blev det påbudt, at autoriserede skorstensfejere skulle feje i landdistrikterne, men dette var ikke ensbetydende med uddannede fejere; biksere var almindelige til efter sidste verdenskrig. Først efter 1961 med de nye bestemmelser for skorstensfejning og brandsikkerhed kan man konstatere, at hele Danmark bliver fejet af professionelt uddannede skorstensfejere.
SKORSTENSFEJERFAGETS TRADITIONER
Skorstensfejeren er et lykkesymbol. Hvorfor? Der er forskellige andre ting, som også er lykkesymboler, for eksempel firkløvere, hestesko, mariehøns, edderkopper og rød fluesvamp for blot at nævne nogle af de mest kendte. Betydningen af disse ting stammer fra folkeoverleveringen og folketroen og har alle deres oprindelse i førkristen tid. Skønt skorstensfejeren ikke stammer fra tiden før kristendommens indførelse, hvilket i Danmark skete omkring år 1000, så kan det lykkebringende ved ham dateres tilbage til denne periode. Det lykkebringende ved skorstensfejeren er hans fejekost og den sod, der hænger ved ham på hans hud, hår og tøj.
Skorstensfejeren som lykkebringer
Hvorfor er skorstensfejerens kost lykkebringende? Den gammeldags kost, først og fremmest håndkosten, var lavet af birkeris eller birkerødder, og birkeris er et ældgammelt hedensk frugtbarhedssymbol. l et landbrugssamfund er alt, hvad der bringer frugtbarhed, også lykkebringende. Birken er blandt de første vækster, som om foråret begynder at blive saftspændt og springe ud; man kan ovenikøbet tage birkegrene ind i varmen og få dem til at springe ud, mens det endnu er vinter. Birken er derfor symbol på forår, frugtbarhed og lykke. Denne symbolske værdi er også tilstede i fastelavnsriset, der bør være lavet af birkeris. Det er derfor også en forårsbebuder og et frugtbarhedssymbol.
Det lykkebringende ved soden skyldes, at sod symboliserer ild og varme. Den sod, som skorstensfejeren får på sig, når han fejer skorstenen, som er aftrækket fra hjemmets arne og husets centrum, må nødvendigvis symbolisere al den livgivende varme og ild, som intet hjem kan være foruden. Og uden skorstensfejerens arbejde vil ilden ikke brænde, som den skal. Det siger derfor sig selv, at et stykke af en sodet birkeriskost er en lykkeamulet uden for al sammenligning.
På grund af disse to ting er skorstensfejeren som sådan en lykkebringende person, især hvis han kommer gående imod én ved et tilfælde. Ifølge folketroen er det, der sker tilfældigt, altid af større betydning, end det man selv har prøvet på at få til at ske. Særligt vigtigt er det at møde en skorstensfejer, hvis man befinder sig i en overgangssituation, det vil sige på et tidspunkt, hvor man står over for at skulle påbegynde noget nyt. Og det gør man jo unægteligt, når man gifter sig. Men også ved nytårstid er skorstensfejeren aktuel. Det var derfor et praktisk og fordelagtigt arrangement, at skorstensfejerne før i tiden altid bragte kunderne årsregnskabet ved nytårstid. Regninger er normalt ikke populære, men i dette tilfælde blev det en anden sag, og fejerne fik ovenikøbet tit ekstra nytårsgaver. Alle disse tradltloner har fulgt skorstensfejerne fra Tyskland og Østrig, men de kendes dog også fra Frankrig, England og det øvrige Norden. Det er iøvrigt karakteristisk, at alle udøvere af fag, som beskæftiger sig med ild på en eller anden måde, for eksempel smede, ifølge overtroen tillægges særlige overnaturlige evner, fordi de kan beherske et naturelement.
Popularitet og arbejdstøj
Når skorstensfejeren er blevet så populær en person l befolkningen, hænger det sammen med flere ting, hvoraf lykkesymbolet kun er en enkelt. Folk kan godt lide personer, som man umiddelbart ved, hvad står for; som bliver en slags faste karakterer i ens bevidsthed, bliver en type eller får et image, som det også kaldes. Dette er skorstensfejerne unægteligt kommet let til, blandt andet fordi deres arbejdsdragt er så særpræget. Den har ikke ændret sig meget siden fagets oprettelse i 1778; kun var stoffet dengang af molskind, der aldeles ikke har noget med skind at gøre, men som er en slags særligt tætvævet bomuldsstof. På alle de udsatte steder måtte dragten derfor forstærkes med hjorteskindslapper, som kaldtes albue- og knæflikker, pukkel- og hlnterfllk for henholdsvis ryg- og bagdelsforstærknlng. Disse betegnelser er tyske, ligesom også jakkens navn, kollert, og den særlige hætte og hårbeskytteren, hvis betegnelser er kappe og kepsel. Det er ikke så mærkeligt, at arbejdsdragtens dele har tyske betegnelser, dels kom fejerne oprindeligt fra tysksprogede områder, dels måtte alle skorstensfejere indtil omkring 1910 selv importere deres arbejdstøj fra Tyskland, da det slet ikke blev fremstillet i Danmark. Herefter begyndte en manufakturhandler på Nørrebro i København som den første at fremstille skorstensfejerdragter.
Høj hat var oprindelig alle farende svendes symbol og tegn på, at man var en fri og uafhængig person. Det er derfor heller ikke tilladt at gå med høj hat, før man er udlært og frigivet fra sin læremester og -svend. Det samme gælder andre værdighedstegn som blanke knapper og gjordlås. l gamle dage skulle lærlingen altid gå seks skridt bag sin læresvend uden hat, med glat bæltespænde og knapper samt barfodet; og så skulle han endda slæbe den store pumpekost.
l modsætning til mange andre håndværkere bærer skorstensfejeren altid sit værktøj på sig, og det kommer da også til at høre med til billedet af ham. Arbejdsjern, opstøder og linekost har i princippet ikke ændret sig i 200 år, blot er materialerne, birkeris, spanskrør og hamp, udskiftede med fjederstål og wire, og skorstensfejeren fremstiller ikke længere selv sit værktøj. Endvidere er enkelte arbejdsbesparende maskiner kommet til, for eksempel en støvsuger.
Opførsel og karakteregenskaber
Det er dog ikke kun den ydre fremtræden, som giver skorstensfejeren hans image. Det er ligeså meget hans opførsel, væremåde og karakteregenskaber. For en fejer er det en ligeså vigtig del af uddannelsen at lære at begå sig over for kunderne som at lære at feje. Andre fag arbejder på værksteder og ser næppe kunderne, men skorstensfejerne kommer hver dag ud i kundernes hjem. Og de skal kunne komme igen - og være velkomne. Det kan man kun være, hvis man forstår at behandle hver kunde individuelt. Det vil igen sige, at man skal vide, hvornår man skal sige De eller du, om det er passende at drikke kaffe eller øl, og hvornår det er mest belejligt at se ligeud, lade som ingenting og skynde sig videre. Man skal være lidt af en psykolog, som skorstensfejerne selv plejer at sige det. Men altid skal man være høflig og renlig, så kunderne aldrig føler, at skorstensfejeren kommer til ulejlighed. Ærlig skal han også være, da han får udleveret nøgler til så mange hjem, og denne tillid forpligter. Renlighed, høflighed og ærlighed er da også dyder, som til stadighed indskærpes de nye lærlinge, og som fremhæves ved svendeprøverne.
Stil og levemåde
Skorstensfejerens bestemte stil og levemåde har sammen med hans frie liv og arbejde, behændighed, uafhængighed og fagstolthed bevirket, at han altid er blevet opfattet som en speciel beleven person: altid med et glimt i øjet og en frisk bemærkning til damerne. Dragten er naturligvis funktionel, men strengt taget er en kedeldragt mindst ligeså effektiv. Den sorte skorstensfejerdragt er imidlertid af helt afgørende betydning for folks opfattelse af, hvad en skorstensfejer er, og for fejerens egen opfattelse af sig selv.
Mandssamfund
Hertil kommer, at skorstensfejerne altid har levet i et udpræget mandsmiljø, der bevirker, at bestemte maskuline normer og værdier kommer til at dominere omgangsformerne. Man tilegner sig visse talemåder og vaner på værkstederne og fejere indbyrdes, som virker gruppedannende, men som faktisk også er med til at fastholde det traditionelle billede af skorstensfejeren som den sorte mand med det udadvendte væsen, de hurtige replikker og den særlige måde at føre sig frem på.